Praktik i København

Husk at læse fra neden!! Links: www.ecolabel.dk

Saturday, September 23, 2006

UPS....

Jeg er vist ikke så god til at få skrevet noget i løbet af ugen hva'? Jeg vil undskylde mig med at jeg synes den her uge er gået helt urimeligt stærkt! Men jeg kan jo starte fra en ende af igen, det viste sig jo at være en fin taktik sidste gang.

Mandag og tirsdag skete der ikke så meget. Jeg gik i gang med at bruge de interviews jeg har lavet med en række campingpladser og overnatningssteder i min rapport, det er rart at begynde at få noget konkret ud af det. De steder, jeg har lavet interviews med, er steder, der er miljømærkede- det vil sige at de i det her tilfælde er blevet tildelt EU's miljømærke Blomsten, det kunne også have været det nordiske miljømærke Svanen. Mærket har de fået fordi de opfylder en række krav omkring miljø (energi, vand, affald, kemikalier med mere), for eksempel om at de skal kompostere, bruge vandsparetoiletter, have røgfrie værelser, bruge få og miljøvenlige kemikalier og så videre. Der er også mange andre produkter og services der kan blive miljømærkede, for eksempel shampo, toiletpapir og huse. Miljømærkesekretariatet hvor jeg sidder er dem der administrerer Blomsten og Svanen i Danmark og dermed er med til at udvikle og revidere kriterier, markedsføre mærkerne, samt kontrollere virksomhederne og tildele mærkerne. Det er frivilligt at blive mærket og det koster producenterne penge, men så har de også et mærke der fortæller forbrugerne at deres produkt er blandt de mest miljøvenlige (samtidig med at der er sikkerhed for en vis kvalitet og sundhedsvenlighed). Problemet med mærkerne er at der ikke er så stort et kendskab til dem som man kunne ønske - og så virker de jo ikke.

Puha det blev vist lidt nørdet der, men måske er det rart nok for jer engang imellem at vide lidt om hvad det er jeg har gang i. Jeg har også lagt et link ind her til højre til Miljømærkesekretariatets hjemmeside - hvis I er mere nysgerrige. Der kan man også finde de produkter der er mærkede, så man kan gå efter dem - hvis man er lige så miljønørdet som mig ;-)

Onsdag skulle min afdeling spille Kubb (vikingespil) mod deres tidligere kolleger fra Force, og jeg ville selvfølgelig være med- som den nye skal man ikke gå glip af noget :-) Men det var måske ikke den bedste ide jeg har fået, det første spil tog ikke engang fem minutter tror jeg før vi havde tabt!! Nu ved jeg ikke hvor meget erfaring I har med Kubb, men min erfaring siger mig at det er ret dårligt at tabe så hurtigt. Det gik heldigvis lidt bedre i det andet spil og det tredje burde vi have vundet, men vi tabte 3-0. Så kan jeg også sige jeg har prøvet det - det gode er at sidste gang tabte de 6-0 så det var ikke min skyld det gik dårligt:-) Nu er de meget opsatte på at vi skal i træning, så alle fredagsøl fra nu af skal drikkes over et spil Kubb. Vi får se...

Vi var en tur inde i København torsdag og drikke en øl med en ven af Rasmus. Vi sad lige ved Storkespringvandet ved et bord uden for - perfekt sted til at se på den stadige strøm af mennesker der er, det kan jeg få lang tid til at gå med. På et tidspunkt blev jeg dog lidt forstyrret af at nogle hare krishna folk stillede sig lige ved siden af og sang eller nynnede eller hvad det er de gør. Jeg synes de er meget sympatiske og kan ikke være uenig i budskabet, men efter et kvarter i samme toneleje må jeg indrømme at jeg bare meget gerne ville have at de skiftede melodi eller helt holdt op!

Igår var en dejlig stille dag, jeg tog lidt tidligt fri - jeg var næsten den eneste der stadig sad der så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne lave noget hjemme. Jeg var nede og købe ind til en rigtig god pastaret som jeg glædede mig meget til. Desværre fandt jeg, da jeg skulle til at lave mad, at jeg havde glemt det parmesanost jeg havde købt i Fakta nede i butikken så min pastaret blev ikke til noget. I ren og skær skuffelse gik jeg ned og købte en pizza som jeg spiste mens jeg så vild med dans sammen med Rasmus' søster Lise. Et rigtig godt program, får altid lyst til at danse:-)

I dag har jeg været i Lyngby og købe Rasmus' gave, han har fødselsdag på søndag. Men mere vil jeg ikke skrive om det - hverken hvad det er eller hvor den er gemt, for jeg tror han kan finde på at smuglæse hvad jeg skriver herinde;-)

0 Comments:

Post a Comment

<< Home